Starten af 2021 bød på ensomhed og stress for mange, men mens vi holdt vejret, kom Amanda Gorman og tog verden med storm med et digt. Mange er påvirket af Covid, enten syge eller frygten for ens kære, for selv at blive syg, spørgsmål til vaccinerne og tidsplanerne omkring vaccinerne, usikkerhed, – og savn af familie, økonomisk stabilitet, venner, “a slice of life “- et stykke helt almindeligt hverdag. ‘Slice of life’ er kernen af genren “food films.” Det gælder de fiktive – de ‘ægte’ food films som f.eks. “Tampopo,“ “Babettes gæstebud,” ‘Eat, drink, man, woman’, men også mange af dokumentarfilmene omkring fødevarer, klimaforandringer, fødevarerkulturen og dens aktører, kokke, restauratører ,mm. som f.eks.. “Chefs table,’ ‘Just eat it,’ ‘Need for meat,’ som mange nu forbinder med “food films.”
‘ Slice of life’ /‘Tranche de vie’ /‘et stykke af livet’ opstod som genre allerede omkring 1890 af den franske dramatiker Jean Jullien med opførelsen af “La Serenade” på Theatre Libre i Paris- “Slice of life” er et ‘stykke af livet’ sat på scenen som kunst og ikke med det formål at skabe latter eller drama, men eftertanke. På scenen, i filmmedierne og i litteraturen dækker ‘Slice of life’ over en fortællerteknik, der ikke nødvendigvis behøver at have åbenlys gribende konflikter eller store handlingsforløb, men hvor karaktererne – deres ønsker, skuffelser, følelsesmæssige reaktioner på hvad der foregår (eller ikke foregår) er i fokus. Historien/filmen/stykket har ofte ikke et stort plot, ikke meget personudvikling og oftest ingen videre baggrunds-information, konflikt eller dramatisk struktur, og slutningen står ofte åben. Selvom ‘Slice of Life’ kan virke banal, skal forløbet stadig være interessant for at fange vores interesse ved brug af hverdagssituationer og relationer, og ved at zoome ind på bevægelser, reaktioner eksempelvis omkring spisehandlinger og andre hverdagssituationer, som fanger os ind .. helt ind og lærer at få øje for og sætte pris på hverdagen. Computerspillet Sims 4 – har fået titlen ‘slice of life’ ,og det er netop det stykke hverdag – eller rettere: fravær af samme, der er med til at gøre mange ensomme og stressede under pandemien. Vores forbrug er også forandret. I første nedlukning kastede vi os over surdej, og i januar – som ellers er kendt som starten på en friskere og sundere livsstil – tja da både køber og bager vi flere kager, og bagerierne tjener penge som aldrig før. Også slik er populært, især hos kvinder og haveforum´erne buzzer med hvilke frø, der kan forspires og hvilket haveprojekter der kan laves nu. Vi kultiverer vores hjemmelighed og forsøger at kompenserer for afsavnet af en hverdag ved at skabe ro og hygge igennem – mad.
Ensomhed er især for mange unge et endnu større problem i 2021. Antallet af ensomme 18 til 34-årige er stigende og på et højere niveau i anden nedlukningsfase end under nedlukningen i marts. Foruden ensomheden, viser de seneste tal fra HOPE- projektet fra Aarhus Universitet, at næsten halvdelen af de adspurgte lider under stress, og mange er bange for ikke at slå til, på studierne og i hjemmearbejdet. Mange unge er tvunget til at navigere i udfordringerne gennem at motivere sig selv, og oveni kommer problemet med hjemmearbejdet, hvor det kan være af betydning, hvordan kolleger, medstuderende og professorer opfatter dit personlige rum, som uundgåeligt kommer til syne på Zoom, Skype, teams, meetups mm.. Tidligere var ens hjem et tilflugtssted, hvor selvudfoldelse ikke behøvedes at kompromitteres, men nu kommer alle ind og gør det sværere at holde tingene adskilt (privat-offentlige liv, hjemme-arbejdsplads, fritid-arbejde). Det et nyt lag af følelsesmæssigt arbejde, som gør det sværere at deaktivere kodeskift: Snarere end at kontrollere visse træk ved kontordøren, studiet eller offentligheden, føles det som at man nu skal kontrollere hele sit liv og livsstil. Ifølge Courtney McCluney, adjunkt i organisationsadfærd ved ILR-skolen ved Cornell University, har hjemmearbejde betydet, at kodeskift også har udviklet sig til at ændre ens fysiske rum til at blive ‘hvidere’ og mindre personligt. På trods af at der er nye måder at skifte kode i hjemmearbejdsmiljøer, som f.eks. at bruge virtuelle baggrunde eller slukke for sit kamera og derved forsøge at skjule personlige plakater, at man måske bor flere generationer sammen, religiøse eller etniske udsmykninger, eller at man ikke har et hjemmekontor, men sidder i ens seng og arbejde. Mange bruger tid på at iscenesætte deres samtaler ved at indstille kameraet på computerens kamera, skifte tøj og sætte hår og flytte om på omgivelserne. Laura Morgan Roberts, professor ved University of Virginia Darden School of Business, skildrer ligeledes, hvordan hjemmearbejde kan udfordre folks evne til at trække grænser: hjemmet er dit fristed, og når du skal skifte kode i det miljø, kan det føles som om, at din frihed begrænses. Når hjemmearbejde blander det personlige og det professionelle, kan det have en negativ indvirkning på trivsel, og her er unge nok mere udsatte og derfor mere sårbare end ældre. Som har længere livs erfaring at trække på. Og ofte flere kvadratmeter til benyttelse.
I marts 2020 begyndte ’Hey there Human,” som svar på Californiens “COVID-19 Safer At Home” campagne og var et projekt for SoulPancake og dets medstifter, Rainn Wilson, hvis eneste formål var at give folk en opmuntring og positiv oplevelse i denne bizarre og vanskelige tid. I ‘Hey There, Human’ interviewer Raina Wilson (den amerikanske skuespiller, nok bedst kendt som Dwight Schrute i “The Office”) forskellige mennesker, såsom Amanda Gorman og den 20. januar 2021 blev den yngste digter i USAs historie til at recitere med sit digt “The Hill We Climb” ved Bidens indvielse.
Amanda Gorman voksede op i Los Angeles og begyndte at skrive poesi som barn. I en alder af 16 modtog hun Youth Poetry Prize og udgav sin første samling, “The One for Whom Food Is Not Enough”, men i “ Hey There, Human” fortæller Amanda om, hvordan hendes familie har været nødt til at tilpasse sig Covid, og at hun er for eksempel begyndt at dyrke mad på sit værelse. Hun fortæller også om, hvordan livets store øjeblikke forsvinder i fravær af en hverdag – som når hun har sin afsluttende eksamen fra Harvard i sit soveværelse. I kølvandet på angrebet på den amerikanske kongres den 6. januar, reviderede

Amanda Gorman

“The Hill We Climb” og hvad er så nu betydningen af digtet? ”Amerika er rodet,” fortæller hun til Los Angeles Times. “Det er stadig i sin tidlige udvikling af alt, hvad vi kan blive”!

Slice of life inspirerer til eftertanke og reflektion, som ofte er noget man gør alene, men i disse tider bliver det klart, hvor vigtig det er at lærer at sætte pris på ens kultur og samværet med andre for at kunne skabe ens helt eget stykke slice of life
Ha en god uge og pas godt på hinanden.
 

0 Comments

Submit a Comment

Your email address will not be published.