Tak til Bjørn Vidø, Zindy Laursen, Dansk fløde -i alle dets formationer-,Folkestedet, Fo-aarhus og Cafe Folkestedet for en rejse igennem tid og sted.Tak til jer, der kom for at gå all in og gøre det til en så fin aften.
Istedet for at vi skriver,- så  har vi fået en velskrevet og medrivende beskrivelse af eventen, som meget bedre end os til at opsummerer aftens magi  og som du kan læse her:
DEN BEDST KULTUROPLEVELSE I 2020.
– FRA SYDPOLEN TIL MUSIK I RUMMET MED DANSK FLØDE
I en tid hvor mange lukker sig inde og lader initiativer implodere var Nina og jeg i går mødt op til Dansk Fløde-særarrangement som var åbent for alle. Og det var virkelig i særklasse:
Vidunderligt livsbekræftende og fanden i voldsk på den danske måde, hvor man har fornuften med og lader ufornuften trives inden for afsatte rammer.
FRA POP TIL PUNK
– OG FRA OVERFLOD TIL FLØDESKVULP
Den altid melodiske zindy Laursen havde sin debut som punktrommeslager. Hun fortalte ærligt om, at 2020 havde været det bedst bookede år for hende indtil februar hvor alt koncertliv smuldrede. Bjørn Vidø gav hende 24 timer og en pakke kleenex til at græde ud og så var det på med potentiale-søgningen…
Potentialet lå i at opgive enhver tanke om ansvar for eget “brand”, enhver forhåbning om indtjening og så sætte gang i hjemmekoncerter for hyggens og musikkens skyld. At gå fra sikkerhed og overflod til ekstrem downsizing viste sig at være et kick og en oplevelses-boble, som de begge fortsat befinder sig i.
FLØDEN PISKES
Tilbage til Dansk Fløde. Navnet dækker over et musikalsk kunstnerkollektiv med flyvende udskiftninger. Men stop – eller rettere sagt: fortsæt. For det er ikke noget langhåret stads – det er en måde at tænke på: BjørnVidø er hovedmanden bag Dansk Fløde, og arrangementet i går var baseret på film, fælles spisning, liveevent og interview samt spørgetid omkring ham og flødeklanen. Det hele tog udgangspunkt i 3 dokumentarfilm om deres projekter:
1) at spille koncert for pingviner på Sydpolen.
2) At tage på ferie med gutterne i 4 uger og ende med at få et musikalsk gennembrud i Argentina, blive spillet på de største sydameriakanske radioer og Tv-stationer og få en artikel i rolling stone magazine… baseret på et “nej til fast kontortid” og de deraf affødte sange samt en vilje til at fyre den af og brænde igennem.
3) og så en kort film om det kommende projekt: Music in space / Breathe, der er en koncert i rummet, som finder sted 20 marts 2021.
De tre film åbenbarede en initiativparathed og en kollektiv evne til hele tiden at forsætte og gradbøje livets umuligheder med et smil. Det smittede. Visdommen sneg sig ind som gæst uden mundbind og hviskede os i ørerne, at vi var på rette vej. Punkens svar på Yes we can.
CORONA OG ALT DET ANDET SKABTE NÆRVÆR
Coronaen gjorde, at vi få, der var mødt op i Aarhus kunne se hinanden i øjnene.
Den enorme bonus var, at Fredes indiske vegetarmad åbnede for mundbindsfritagede samtaler på tværs af bordene. Vi var så få, at vi selv bestemte timingen af alt. Et fast forløb var i skred, og gode og dybe snakke med fremmede åbnede sig.
Det var som at have hele verden for sig selv. En slags “Palle alene i verden” – bare sammen med de få udvalgte vi lige havde mødt.
Den stemning og intensitet kunne aldrig have opstået i et Coronafrit Danmark eller med 100 deltagere. I den situation ville man have troet, at alle andre havde nok i sig selv og derfor lukket sig om sine nærmeste. I går var vi så få, at vi hørte sammen.
Og det vi hørte var bla at turen til Argentina havde fået Bjørn til at sælge sine 7 selskaber og lade kunsten og intuitionen få frit løb. Det havde samtidig trukket kærlighed og nye oplevelser frem i lyset.
I går skinnede julelysene i øjnene i begge ender af zoom-forbindelsen mellem Aarhus og København. Arrangementet var afholdt af FoodFilmFestival, FO og nogle andre.
Nina og jeg fik følelse af forkælelse, nærvær og dybt personligt engagement.
Det skyldtes det eminente program, der var sat sammen, Bjørns og Zindys formidlinger og symbiosen med mad og de andre, der var til stede.
Tak for Dansk Fløde- DIY
Det var ubetinget en aften til 5-stjerner og den bedste holistiske kulturoplevelse i 2020.
Glæder mig til 20. Marts 2021 og music in space / breathe, der bla har musik af Jørgen Saabye
Se billeder og klip fra Zindy Laursens debut som punktrommerslager  på facebook
https://www.facebook.com/foodfilmfestival.dk/posts/1835119169972920
Tak til jer der kom , for at I gik  “all in” og gjorde det til så fin en aften.